Portræt. Ikke udgivet. 2015.
Hvorfor har vi brugt al den tid på at være et rockband? Det er jo hårdt arbejde
Vi har mødt det danske »pedalfræser« band Helmet Compass til en snak om musikalsk udvikling, autenticitet og det der med at synge om narko foran børnefamilier.
Af Hans Peter Brig Madsen
I slutningen af juli stod jeg i en dampende varm kælder på Nørrebro. Der stod jeg, hvor lugten af sved, cigaretter og guldøl herskede sublimt i mine næsebor, fordi jeg skulle høre Helmet Compass. Bandet havde inviteret til en produktionsøver for at teste deres nye liveset, som blandt andet skulle spilles på festivalerne Stella Polaris, RAW og Copenhagen Psych Fest hen over sommeren. Ud af røgen trådte de tre venner Andreas, Johannes og Silas frem.
Og det, der gjorde Helmet Compass’ liveset utroligt, var lyden af Madchester og Ibiza-house, der, som et enligt, kalejdoskopisk strejf af solskin rammer ens kind gennem røgen, blev fortolket i en Nørrebrogensisk kontekst. Det var lyden af synthesizers, bongotrommer og guitar, der for alvor fik varmen til at stige til tropiske standarder i kælderen.
Opgør med den kolde skandinaviske rockmusik
Tre måneder senere sidder vi i Andreas’ køkken i Københavns Nordvestkvarter. På bordet står der kaffe og hindbærsnitter, som vi deler mellem os. Bandet har netop færdiggjort sensommerens sidste koncert og evaluerer nu på den overståede tour.
»Det har været en kæmpe åbenbaring. Som at komme til en fest og sætte sin egen musik på – mega højt – uden at det virker dumt«, griner Johannes.
Helmet Compass er nu fire år gammelt og består af de tre langhårede unge mænd Andreas Arenholt, Johannes Astrup og Silas Michelsen. Alle kommer de oprindeligt fra Aarhus, men er nu bosiddende i København. Og hvad der startede som et psykedelisk rockband, er muteret i lyd og stil, og er blevet til et »triphop-acidhouse-pedalfræser band«. Eller kort, en technoproducertrio.
»Vi er kommet tættere på det sted, hvor vi tre mødes. Vi er et rockband, der nu laver elektronisk musik – med halvfemserne som omdrejningspunkt. Det nye udtryk tager udgangspunkt i de ting, vi hver især godt kan lide, og så mødes vi der, hvor de tre ting skærer hinanden«, fortæller Silas.
For et halvt år siden tog bandet et opgør med deres psychrockede udtryk og begyndte at eksperimentere med den elektroniske lyd.
»Vores musikalske udtryk må gerne formidle noget varme, det må gerne være lidt tropisk. Der er så meget af det musik i Danmark, som har det her kolde skandinaviske univers. Og vi har rigeligt med kulde i det her land. Så vi har ikke brug for at lave mere af det, men noget anti-dét. Anti-ordentligt. Anti-Dansk. Og til tiden anti-fucking-mørke og kulde. Vi vil gerne være et pejlemærke for; at nu sidder vi lige og stener, og har det varmt og rart – kan vi ik’ lige gøre det her lidt«, uddyber Silas.
Kærlighed er det bedste drug
En doven søndag i august i Frederiksberg Have løb den elektroniske én-dagsfestival Stella Polaris af stablen. Børnefamilier og tømmermandsramte unge slængede sig i græsset mens de lyttede til tilbagelænet elektronisk musik. På scenen stod Helmet Compass i hesteskoformation klar til at spille nummeret ”Drugs in my pocket”.
Og det er måske ikke alle børnefamilier, der kan nikke genkendende til “stoffer i lommen”, men det ser Johannes dog ikke det store problem i.
»Det er jo én linje, som ret konkret refererer til at have stoffer i lommen, men det er jo en sang, der handler om så meget mere – den romantiske virkelighedsflugt og drømmen om den frie flugt«, fortæller Johannes.
»Børn forstår det!«, udbryder Andreas. »Min nevø på fire sang den for mig her den anden dag. Vi sad og spillede Lego-spil på Wii, og pludselig sang han, ”I got drugs in my pocket”, og så begyndte jeg jo selvfølgelig at grine helt vildt højt. Da råber min bror ude fra køkkenet, ”Olav, kan du ik’ lige fortælle Andreas, hvad det betyder?” Hvortil Olaf, helt stolt og med åbne øjne, kigger på mig og siger: ”Det betyder, at man har piller i lommen!”, hvorefter hans mor hurtigt svarer, ”Ja, vitaminpiller, ik”«, fortsætter han grinende.
Der er mange referencer til stoffer i Helmet Compass’ musik, og de bruges både som konkrete referencer og metaforer for virkelighedsflugt og det ekstatiske. Det tegner en oplevelse, som man f.eks. kan have på stoffer. Og det er en ret tydelig reference at bruge, forklarer bandet.
»Udover kærlighed, så er musik det bedste drug, der findes. Og hvis man kan give nogen det drug, så er det fedt«, siger Andreas.
Skamløs musikscene
Der bliver tanket kaffe og spist flere snitter, mens snakken fortsætter. I baggrunden hører vi Ian Brown, tidligere forsanger i The Stone Roses, med nummeret F.E.A.R. Et nummer, hvor hvert vers er et akrostikon, hvori de fire bogstaver i ’F.E.A.R.’ danner det første, andet, tredje og fjerde ord i hvert vers, igen og igen. ”Finding Everything And Realizing”, slutter sangen, mens de tre venner fordomsfrit reflekterer over musik, venskab og sponsorater. Særligt den nye elektroniske musikscene bliver drøftet.
»Der er ikke det samme autenticitetsbehov som i rockmusik, der har en tendens til at iscenesætte sig som uspoleret, og derfor ikke vil være sponsoreret. Den elektroniske musikscene er meget mere skamløs, der er tit et kæmpestort banner med Burn eller Red Bull, og det er de ligeglade med«, siger Silas.
Stella Polaris er en af de festivaler, som tager imod sponsorater fra blandt andet Carlsbergs Somersby og møbelkæden Bolia. Gratis festivaler er i højere grad afhængige af sponsoraterne end eksempelvis Roskilde Festival, hvis primære indtjening kommer fra billetsalg. Men ifølge bandet er det med til at skabe mere rum og bedre rammer for de kunstnere, som optræder til arrangementerne.
»Vi føler ikke, at vi på nogen måde giver køb på noget kunstnerisk her. Det er bare en anden verden. Hvis du har et kunstværk, hvor der står et skilt med Red Bull ved siden af, så bliver kunstværket ikke dårligere af det. Det bliver dårligere, hvis skiltet står foran«, uddyber Silas grinende.
Musikalsk grundforskning
Dynamikken mellem de tre er ikke til at tage fejl af. Skiftevis svarer de på mine spørgsmål, og hver gang møder ytringen nik og anerkendelse fra de andre to. De mener selv, at de altid er enige. »Og ellers er vi tre, så er der veto-retten«, lyder det fra Andreas.
Snakken falder på Jeopardy. For nyligt var Stella Polaris nemlig svaret på et spørgsmål i Jeopardy, hvilket tegner et billede af en festival, som er rykket ind i mainstreams-sfæren.
Så hvad er Jeopardy-spørgsmålet til svaret: ”Hvem er Helmet Compass”?
»Kompasset for, hvor musikscenen i DK bevæger sig henad«, griner bandet.
En stående joke i bandet er nemlig, at de bedriver forskning. Da Lorenzo Woodrose med Spids Nøgenhat i 2013 trak tæppet væk under den psykedeliske rock og gjorde den til allemandseje, skiftede Helmet Compass deres psychrockede udtryk ud med den elektroniske scene.
»Så hvis vi var blevet ved med at være en rockband, kunne vi muligvis have redet med på den bølge. Men omvendt kan det være, at der om tre år kommer nogen, der får succes med det, vi laver nu, som formentlig er bedre til det end os«, bliver bandet enige om.
»Det er grundforskning, dét her. Vi laver de indledende øvelser, og så kommer der nogen andre og overtager, som laver et salgbart produkt«, siger Andreas og fortsætter: »Vi burde være på en statslig overførselsindkomst med et ph.d. stipendium i musikforskning«.
Det har dog ikke været uden anerkendelse, at bandet har lagt stilen om.
»Vi har alle spillet i mange år – i det her band i fire år – og så spiller vi én fucking koncert som et elektronisk act. Og så kommer der to forskellige managements og tilbyder at signe os. På dagen. Så spørger man sig selv, hvorfor har vi brugt al den tid på at være et rockband? Det er jo hårdt arbejde. Det er der da ingen, der gider«, siger Silas.
Helmet Compass udgiver i starten af 2016 en EP med de sange, som de har spillet til sommerens festivaler og koncerter. Lyt til deres tropiske sommerhit ”Everything You’re Not” her.