Studieproduktion skrevet til NetAvisen. Ikke udgivet. 24/10 - 2015.
København oplever eksplosion i antallet af demonstrationer
Antallet af demonstrationer i de København er mere end firedoblet i løbet af de seneste fem år. Ifølge ekspert skyldes udviklingen politikerlede og øget fokus på enkeltsager.
Flere og flere danskere går på gaden i protest. Alene i 2014 blev der anmeldt 421 demonstrationer i
København, hvilket er mere end fire gange så mange som i 2010. Det viser en aktindsigt, som NetAvisen har fået hos Københavns Politi. Ifølge Silas Harrebye, der forsker i sociale bevægelser ved Roskilde Universitet, er udviklingen langt fra overraskende.
»De mange demonstrationer hænger sammen med en tillidskrise til politikere og det politiske system; altså en form for politikerlede. Mange føler trang til at gøre tingene anderledes eller skabe et nyt samfund, og den frustration får de udtrykt på andre måder end ved at sidde hjemme foran fjernsynet eller sætte et kryds hvert fjerde år – blandt andet ved at gå på gaden«, forklarer Silas Harrebye.
Fokus på enkeltsager
Silas Harrebye mener samtidig, at de sociale medier også spiller en væsentlig rolle i udviklingen. Eksempelvis har Facebook gjort det lettere at arrangere og skabe opmærksomhed omkring demonstrationer.
»Den aktivitet, vi ser på de sociale medier, er en måde at styrke engagementet og bevidstheden hos
den enkelte borger. Derfra er der så en naturlig spillover-effekt i forhold til den fysiske deltagelse ude omkring i byrummet, for eksempel gennem demonstrationer,« siger Silas Harrebye.
Han forklarer samtidig, at der er en tendens til, at folk i stigende grad tænker på tværs af politiske og ideologiske skel og engagerer sig i enkeltsager - en såkaldt “single issue orientering.”
Den vurdering stemmer overens med Københavns Kommunes opgørelse over anmeldte demonstrationer, som spænder fra ‘Nej til hundeloven’ over ‘Demonstration mod Uber’ og til ‘Bevar de små fritidshjem’.
En af de enkeltsager, som er blevet markeret i de københavnske gader det seneste år, er modstanden mod den såkaldte “snigende islamisering af Vesten”. Det er den islamkritiske organisation For Frihed – tidligere kendt som Pegida – der indtil for nylig demonstrerede hver mandag. For Friheds talsperson Tania Groth forklarer til Politiken, hvorfor de går på gaden.
»Vi går på gaden for at råbe vores politikere op. Der er et pres på vores ytringsfrihed i øjeblikket, og det pres bliver endnu større, jo flere muslimer, der kommer til landet. Så det handler om at få skabt noget opmærksomhed om vores sag, så politikerne kan se, at vi er nogle der står herude og råber vagt i gevær«, siger hun.
En aktiv venstrefløj
Sociale medier og enkeltsager er dog ikke hele forklaringen på den massive stigning i antallet af demonstrationer. Ifølge Københavns Politi spiller en øget aktivitet på de politiske yderfløje også ind. Politiassistent Bent Olsen fortæller, at et stigende antal demonstrationer med relation til de politiske yderfløje sætter tydelige spor i statistikken, da den modsatte fløj stort set altid anmelder en
moddemonstration prompte.
»Venstrefløjen er meget aktiv i forhold til højrefløjens aktiviteter, så hver gang højrefløjen anmelder noget, så melder venstrefløjen straks en moddemonstration. Så den vej er der en rimelig stor aktivitet, som der også gør, at det skal være et større beredskab til at håndtere det her«, siger Bent Olsen til Politiken.
Københavns Politi oplyser, at flygtningekrisen også har affødt en lang række demonstrationer. I den forbindelse har forfatter Anne Lise Marstrand Jørgensen været på gaden. Hun er initiativtager til demonstrationen ”Folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge”, som samlede 25.000 mennesker til et fakkeloptog gennem København for at »vise utilfredshed med den politik, som regeringen fører«.
Tvivlsom effekt
Ifølge Silas Harrebye har demonstrationer både interne og eksterne effekter i forhold til offentligheden. Dels kan demonstrationer via medierne være med til at lægge pres på politikerne, dels kan det skabe og styrke nye bevægelser og netværk, som arbejder sammen om konkrete løsninger.
For Anne Lise Marstrand-Jørgensen er det at demonstrere også en kollektiv oplevelse og en mulighed for at vise, at »her står nogle mennesker, som har fået nok«.
»Demonstrationens force er meget symbolsk. Vi står sammen, og vi mener det. Folk kommer op af
stolen, og det udspringer af en trang til at gøre noget, fordi rigtig mange mennesker føler sig magtesløse, så er det jo dejligt at få en følelse af at markere og vise, at man ikke er enig«, fortæller
Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
En af dem, som var mødt op, var den 50-årige konsulent Hans Martin, var mødt op til Folkevandringen, fordi han mener, det er vigtigt at udtrykke en holdning, også selvom det ikke gør den store forskel:
»Det kommer dog ikke til at batte en skid, men det er vigtigt at komme ud og vise, at der er nogen, som har en anden holdning end politikerne«, fortæller Hans Martin.
»Det er pinligt at være dansker for tiden«.
En oversigt over demonstrationer hos Københavns Kommune viser, at over 75 procent af demonstrationerne i hovedstaden består af mindre end 500 deltagere.
Af David Meldgaard Houser, Johan Varning Bendtsen og Hans Peter Madsen
I 2014 var der 421 anmeldte demonstrationer i København. Tal fra Københavns Kommune viser, at der i godt 75% af demonstrationerne, forventes være under 500 deltagere.
